Listen "Funktionel Fitness, Lektion 1: Hvad er funktionel fitness?"
Episode Synopsis
Funktionel fitness er en forholdsvist ny sportsgren, som udspringer af motionsformen CrossFit. Sportsgrenen er blevet mere og mere populær siden starten af årtusindskiftet og er efterhånden udbredt i de fleste danske byer i enten CrossFitcentre, fitnesscentre eller fitnessforeninger. Funktionel fitness kan både laves på motionsniveau, men eksisterer også som en konkurrenceform. Formålet med funktionel fitness er at forberede kroppen til dagligdagsudfordringer gennem træning. De udfordringer kunne f.eks. være de løft, skub, træk og andre fysiske udfordringer, som vi hver dag møder. Derfor fokuserer træningsformen også på kroppens evner fremfor dens udseende. Her forsøger man at forbedre mange forskellige parametre som f.eks. styrke, stabilitet, fleksibilitet, balance og udholdenhed. Et typisk træningspas består af en eller flere workouts, som har et specifikt mål. Det kunne eksempelvis være at tage så mange gentagelser som muligt på en bestemt tid, eller gennemføre et bestemt antal gentagelser så hurtigt som muligt. Det er i virkeligheden kun fantasien der sætter grænserne for hvad man kan lave. Funktionel fitness gør nemlig meget ud af at træningsformen ikke skal være for ensartet, så træningen altid ændrer sig fra gang til gang. Her kan der ændres på arbejdstiden, antallet af gentagelser, pauselængderne, antallet af øvelser, udvalget af øvelser og en masse andet. Det vigtigste er blot at man træner en masse forskellige fysiologiske parametre, så man altid er forberedt på de fysiske udfordringer man kan opleve i løbet af sin daglig dag. Derudover er det også vigtigt at man arbejder med høj intensitet i funktionel fitness. Det betyder at man gerne vil presse sig selv så meget at man arbejder med sin max puls. Øvelserne i de workouts man laver i funktionel fitness, er ofte en kombination af gymnastiske bevægelser, vægtløftning og kardiovaskulære øvelser. I nedenstående tabel kan du se eksempler på øvelser i de forskellige segmenter: